Advokatsekretær

Advokatkontoret Claus Clausen søger erfaren advokatsekretær.

Advokatfirmaet Claus Clausen – Domibus ejendomsadministration har gennem mere end 60 år beskæftiget sig med ejendomsadministration og administrerer i dag et større antal ejer- og andelsboligforeninger samt udlejningsejendomme. Advokatfirmaet beskæftiger sig desuden med alle aspekter indenfor fast ejendom, herunder byggesager, boligrådgivning/ejendomsberigtigelse.

Vi har travlt og søger derfor en erfaren advokatsekretær, der kan bistå advokaterne såvel med ekspeditioner i forbindelse med ejendomsadministrationen som i behandling af sædvanlige advokatsager.

Vi forestiller os, at du har erfaring med følgende indenfor ejendomsadministration:

– ekspedition af regninger til betaling,

– fremsendelse af rykkere til beboere og udarbejdelse af varslingsskrivelser efter koncept, herunder eksklusions- og udsættelsesbegæring til Fogedretten,

– udarbejdelse af udkast til budgetter, der endeligt laves i samarbejde med advokaten,

– udarbejdelse af udkast til indkaldelser til generalforsamlinger i samarbejde med bestyrelser og advokaten, samt kan bistå med udarbejdelse af referater og diverse ekspeditioner i forbindelse med generalforsamlinger,

– administration af ventelister (opkrævning af gebyrer og ajourføring af lister)

– med mere

I forbindelse med overdragelser af andelslejligheder samt salg af ejerlejligheder forestiller vi os, at du har erfaring med:

– berigtigelse af andelsoverdragelser, mæglerbesvarelser samt udarbejdelse af adkomsterklæringer

I øvrigt er det en fordel, såfremt du har erfaring med ejendomsberigtigelse, inkassosager, herunder udarbejdelse af påkravsskrivelser samt rekvisitioner til Fogedretten.

Erfaring med udarbejdelse af lejekontrakter er en fordel men ikke et krav.

Du skal være god til tal samt til at formulere dig skriftligt, ligesom du skal have flair for IT og gerne kendskab til IT-systemet WeDo. Vi ser gerne, at du har erfaring med den digitale tinglysning og virk.dk, ligesom kendskab til sagsportalen er en fordel.

Det er vigtigt, at du er serviceminded og kan kommunikere med forskellige mennesketyper.

Vi forventer, at du er omhyggelig, besidder et godt humør og evner at holde mange bolde i luften uden at miste overblikket.

Vi tilbyder en fuldtidsstilling i et positivt, uhøjtideligt og højt fagligt arbejdsmiljø med løn efter kvalifikationer, flexordning, 6 ugers ferie, sundhedsforsikring og pensionsordning.

Kontakt
Passer ovenstående beskrivelse på dig, så send snarest muligt din ansøgning med relevante bilag til  cl@usens.dk. Stillingen ønskes besat snarest muligt, hvorfor vi læser ansøgninger og inviterer til samtaler løbende. Din ansøgning behandles naturligvis fortroligt.

Hvis du har spørgsmål til stillingen eller til advokatkontoret som arbejdsplads, er du velkommen til at kontakte advokat Claus Clausen på telefon 33 17 74 67.

Ansøgningsfrist 15. april 2019.